Tidligere årsmøder
4. årsmøde i DASEFU havde overskriften “Funktionel Lidelse og Socialmedicinske Perspektiver”.
I april 2024 løb to spændende dage af stablen til årsmødet med øje for, hvordan en funktionel lidelse påvirker det enkelte menneske ud fra et socialmedicinsk perspektiv. Der var fokus på både den videnskabelige og epidemiologiske vinkel, den kliniske hverdag, cases, monofaglige og tværfaglige perspektiver. Igen blev vi mindet om vigtigheden af den bio-psyko-sociale tilgang, og at funktionel lidelse udspiller sig i det komplekse spændingsfelt imellem disse faktorer, som alle er lige vigtige komponenter at have øje for, hvis vi vil hjælpe patienterne bedst muligt.
I år havde vi to meget dygtige keynote-speakers, hhv. socialmedicinsk professor Ole Steen Mortensen fra socialmedicin i Holbæk, der særligt belyste vigtigheden i at inddrage det sociale arbejde i behandlingen af funktionel lidelse. Samt professor Judith Rosmalen fra Gronningen universitet i Holland, der satte fokus på hvordan et levet liv sætter sine spor i det hele menneske. Begge oplæg var meget inspirerende.
Som noget nyt havde vi til dette årsmøde en paneldebat med både læger fra flere centre, socialrådgivere fra to centre og formanden fra PFFL (Patientforeningen for funktionel lidelse), hvilket var spændende. Her blev det særligt tydeligt med vigtigheden af tværfaglighed og hvordan den især kommer i spil, når vi snakker socialmedicinske perspektiver.
Derudover fik vi mulighed for at styrke viden og kendskab til mere diagnosespecifik behandling, som f.eks. kronisk træthedssyndrom, Funktionel lidelse urogenital, langvarige symptomer efter commotio, grænselandet mellem stofskiftesygdom og funktionel lidelse, samt børn med funktionel lidelse, særligt i forhold til mavesymptomer.
Vi blev vidner til et stort auditorium fyldt med brændende ildsjæle og dygtige fagpersoner, hvor det var tydeligt at mærke, hvordan energien blev løftet af engagement, nysgerrighed og et ønske og at komme et spadestik dybere i forståelsen af denne lidelse for at hjælpe patienterne bedst muligt igennem deres sygdom.
Samme energi blev båret videre til aftenens middag, hvor diskussionerne og refleksionerne livligt forsatte. Senere på aftenen blev der budt op til underholdende holdkonkurrencer i dart, air-hockey og bordfodbold for dem, der havde lyst. En aktiv aften fuld af kampånd, fællesskab og grin på tværs af fagligheder og landsdele fik sat smil på læberne og pulsen op.
Vi glædes over alle de flotte tilbagemeldinger, vi har fået fra jer der deltog og ser frem til at byde velkommen til endnu et årsmøde i 2025. På gensyn.
3. årsmøde i DASEFU havde overskriften “Forskning og praksis”.
I april 2023 løb to spændende dage af stablen til årsmødet, med skarpt fokus på hvordan det videnskabelige arbejde kan gå hånd i hånd med den kliniske hverdag, det både monofagligt og på tværs af fagligheder.
Særligt det tværfaglige samarbejde blev sat under lup i forhold til forskellige behandlingsindsatser rundt omkring i landet, og det blev tydeligt, hvordan vi som faggrupper kan stå stærkere, når vi bruger hinanden på tværs af faggrænserne.
Derudover var der rig mulighed for at styrke viden og kendskab til mere diagnosespecifik behandling, som f.eks. kronisk træthedssyndrom, funktionel neurologisk lidelse, helbredsangst by proxy og højtspecialiseret funktion til behandling af de sværeste tilfælde af funktionel lidelse.
Vi blev igen mindet om, at når vi taler om funktionel lidelse, er det i både forskning og i det kliniske arbejde, vigtigt at huske på, at denne lidelse udspiller sig i det komplekse spændingsfelt af biologiske, psykologiske og sociale faktorer, som alle er lige vigtige komponenter at have øje for, hvis vi vil hjælpe patienterne bedst muligt.
Et rum fyldt med brændende ildsjæle og dygtige fagpersoner, hvor det var tydeligt at mærke, hvordan energien blev løftet af engagement, nysgerrighed og et ønske og at komme et spadestik dybere i forståelsen af denne sygdom.
Samme energi blev båret videre til aftenens middag, hvor diskussionerne og refleksionerne livligt forsatte. Det indtil der blev budt op til dans, og fællesskabet i at ville hinanden på tværs af fagligheder og landsdele fik sat smil på læberne og sving i hofterne.
Vi glædes over alle de flotte tilbagemeldinger, vi har fået fra jer der deltog og ser frem til at byde velkommen til endnu et årsmøde i 2024. På gensyn.